Jennies patienthistorie

Jeg hedder Jennie Larsson og er 46 år gammel. Jeg bor i Malmø og har tre børn. Jeg arbejder som socialsekretær i en lille kommune udenfor Malmø.

Jeg tror, at jeg har været overvægtig hele mit voksne liv og har forsøgte at tabe mig med diverse slankemetoder, gjort tapre forsøg i fitness centeret med mere eller mindre vellykkede resultater. Men alle forsøg har alligevel resulteret i at jeg efter et stykke tid har taget på i vægt.

En af mine pårørende besluttede sig for at få en gastric sleeve operation, og det var på den måde, at jeg begyndte at overveje, om dette måske kunne være noget for mig. Jeg var så træt og udmattet i kroppen. Jeg gik rundt og var konstant træt. Jeg vejede som mit maksimale 144 kg til mine 174 cm. Jeg sov dårligt, da jeg snorkede meget og vågnede ofte om morgenen med hovedpine.

Jeg skrev en selvhenvisning og blev indkaldt til et gruppemøde i Kristianstad i maj 2019. Mødet blev ekstremt vigtigt for mig på mange måder. Jeg indså ting om mig selv, som jeg ikke havde været bevidst om tidligere. Da jeg sad til gruppemødet og ventede på, at det skulle starte, kiggede jeg mig omkring. Alle mennesker i hele hallen var af en større model, og jeg ikke stak ikke ud på nogen måde overhovedet. Jeg opdagede til min overraskelse, at det var ganske rart, ikke at stikke ud. At alle så ud som mig, mere eller mindre. Dette er ikke noget, jeg tidligere har reflekteret over i nogen sammenhæng, men jeg blev bevidst om på dette møde, at jeg åbenbart et sted langt inde følte, at jeg skammede mig og følte skam på grund af min størrelse.

Der blev også sagt nogle kloge ord, som jeg har båret med mig lige siden, blandt andet at en person, som lider af fedme ikke er et dårligt og karakterløst menneske. Jeg var overrasket over, hvor stort indtryk infomødet gjorde på mig. Jeg blev så bevidst om, hvor meget skyld og skam jeg havde båret på grundet min overvægt. Desuden fik jeg at vide at “gå nu ind til operationen, stolt og med rank ryg …”, og det har jeg taget med mig!

Jeg er stolt over, at jeg har taget hånd om mit helbred! Jeg er også holdt op med at undskylde og skamme mig over mig selv.

Jeg blev opereret den 28. august 2019 og var efterfølgende sygemeldt og hjemme fra arbejde i en måned. Jeg havde det rigtig godt efter operationen og har ikke haft nogle komplikationer overhovedet.

Men lidt bekymret var jeg alligevel første gang, da jeg skulle spise efter operationen. 1 dl yoghurt, som jeg spiste med teske. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få den der deciliter yoghurt i mig! Langsomt, langsomt og struktureret, med tålmodighed og ved at følge de anvisninger som jeg havde fået, så blev det hurtigt bedre og bedre. Da jeg var sygemeldt, havde jeg brug for at komme ind i, hvordan jeg skulle drikke og spise. I begyndelsen oplevede jeg det som om, at jeg knap nok var blevet færdig med at spise, før det var tid til næste måltid. I begyndelsen måtte jeg også sætte alarmen på telefonen for ikke at glemme det. Jeg fik også lært at spise morgenmad, noget jeg ikke har gjort siden mine teenageår.

Nu et år efter operationen, sidder rutinerne der, og nu bliver jeg også sulten om morgenen og relativt jævnt i løbet af dagen. Jeg kan nogle gange glemme at drikke som jeg skal, hvilket resulterer i, at jeg får en påmindelse ret hurtigt, siden jeg bliver tør som papir i munden og jeg bliver sulten, hvis jeg ikke drikker sådan som jeg skal. Det resulterer også i at jeg småspiser. Derfor har jeg min drikkeflaske med overalt.

Jeg forsøger ikke at fokusere så meget på, hvad jeg må give afkald på af mad efter operationen, eller hvad der kan være svært. Fordelene har været enorme for mig. Men der findes også en del ulemper (selvom fordelene opvejer). Brød er en ting som jeg ikke kan spise efter operationen. Jeg kan virkelig godt lide brød til morgenmad. Jeg løste det på en sådan måde, at jeg bager mine egne små grahamsboller og lægger dem i fryseren. Resten af familien rynker på næsten og påstår at det er både tørt og elendigt, men jeg kan godt lide mine lune små boller om morgenen! Æg er jeg også forsigtig med, eftersom det ikke føles rart i maven. Der er en del andre ting, som jeg heller ikke kan spise efter operationen, men jeg konstaterer bare at sådan er det. (Og jeg har måske allerede spist, hvad jeg skal gennem årene af lige den slags mad….)

Jeg har dumpet reelt nogle gange, hvilket er godt (men forfærdeligt, mens det sker), fordi så er jeg nødt til at indse, at “dette her kan du ikke spise” eller “det her skal du måske ikke spise så meget af.” Det handler jo om at lære og lære det rigtige om kosten. For eksempel spiser jeg altid på en sidetallerken og jeg tager aldrig mere end én portion.

I dag dumper jeg ekstremt sjældent, fordi jeg i dag virkelig ved hvad jeg kan og ikke kan spise. Sukker spiser jeg ikke, hvis jeg kan undgå det. Jeg vælger oftest light-varianten af ting. Kager, chokolade og slik er ikke længere godt(!!!!) Det havde jeg aldrig troet, hvis nogen havde påstået dette for et år siden. Smagen har ændret sig meget, og ting som smager for sødt synes jeg ikke smager godt længere. Jeg vælger min kost på en helt anden måde i dag, og er meget mere bevidst om, hvad jeg spiser og hvad jeg vælger ikke at spise. Jeg er blevet bevidst om min krop og hvordan den føles på en helt anden måde, end før jeg blev opereret. Jeg har indset, at jeg bliver nødt til altid at holde lidt styr på min kost, men jeg føler ikke, at jeg ikke kan unde mig selv noget godt. Jeg både kan og får det, men ikke hver dag.

Jeg træner i fitness center nogle gange om ugen, men ikke for at tabe mig, men fordi jeg har et kontorjob og sidder så meget stille i løbet af dagen, at det føles godt at røre lidt på sig.

En ting, som har været en udfordring er den psykiske rejse. Dem som ikke har fået en sådan her operation tror måske, at det bare er en fysisk rejse. Ikke længere at genkende sig selv, når man ser sig i spejlet er sværere end hvad man skulle tro. Omgivelserne kan også begynde at behandle en anderledes efter et stort vægttab. Det gælder om ikke at tabe sig selv, så jeg tror, at det helt klart er en mindst lige så stor indre rejse, som jeg har været på.

I dag, lidt over et år efter min gastric bypass operation vejer jeg 88 kg. Jeg er frisk, sover godt om natten og har ikke længere problemer med at røre på mig. Den vigtigste og til tider hårdeste forandring har været, at jeg har måtte håndtere mine følelser på andre måder end jeg har gjort tidligere ved at stoppe ting i munden. Ikke spise, når jeg er ked af det, glad, vred vred eller keder mig, men i stedet fylde mit liv med andre ting og lære mig at håndtere livet på en anden måde. Jeg har det virkelig godt og er så glad og ikke mindst taknemmelig for, at jeg fik denne mulighed for at ændre mit liv. Udover mine børn er det her det bedste, jeg nogensinde har gjort.