Del 3
En helt almindelig dag…
Hamburgerrestaurantens drive-in: Smagen af en varm nygrillet burger, lidt sødme fra dressingen og brødet, saltede pommes frites, boblende smag af cola fra sodavanden – lige hvad jeg havde brug for!
Samtidig på et af vores infomøder: “Fedmen er selvfølgelig min egen skyld, ingen har tvunget mig til at spise mig stor…”
Samtidig en kommentar på sociale medier: “De som er fede, er selv skyld i det, ingen har tvunget dem til at spise al den fastfood…”
Og samtidig på et bestyrelsesmøde: “…vi ser en fantastisk vækst på alle markeder, især det nordiske har udviklet sig positivt siden vi…”
Hænger alt dette sammen? Hvis ja, hvordan? Det skal vi kigge nærmere på nu.
Bliss Point
Vi begynder med det måltid, der blev beskrevet ovenfor. Det var et burger meal af en slags, men det kunne lige så godt have været en færdigret i mikroovnen, en sødet drikkeyoghurt eller fredagsguf. Og det er her vi må lære os begrebet “Bliss point”.
Nedenstående citat kommer fra Dagbladets artikelserie om overvægt:
“Bliss point er et begreb der beskriver den andel af sukker, fedt, salt og andre smage, som er maksimalt lokkende for vores belønningssystem. Hvis dette punkt overskrides, føler vi ubehag, og at produktet er væmmeligt på grund af for meget sukker/salt. Men hele vejen op til ”væmmelsespunktet” bliver produktet gradvist mere og mere fristende”.
Begrebet er blevet brugt i fødevareindustrien siden 70’erne, hvor det blev udforsket i detaljer.
En vigtig opdagelse var, at når sukker, fedt og salt kombineres, forøges det respektive punkt for væmmelse, og produktet bliver superbelønnende. For børn ligger ”væmmelsespunktet” på cirka 25 procent sukker, for nogens vedkommende helt op til 36 procent. Det er cirka dobbelt så højt som for voksne og forklarer, hvorfor produkter rettet mod børn ofte gøres sødere.
Forskellige produkter kan desuden forhøje hinandens væmmelsespunkt, når de kombineres, og dermed øge forbruget af f.eks. søde drikkevarer og salte snacks”.
Den perfekte kombination af sødt, salt, fedt
Det er altså ikke en tilfældighed, at et burger meal er, som det er – det er den perfekte, superbelønnende kombination af sødt, salt og fedt, som frigiver maksimalt antal belønnende signalstoffer (endorfiner, dopamin) i vores hjerne. De store virksomheder har også gradvist gjort portionerne større og dermed øget deres gevinst. Se sammenligningen af et burgermåltid i 1950 i forhold til i dag på det ene billede, eller hvordan andel af danskere mellem 16-44 år som spiser mad fra pizzeria, burgerbar, shawarmabar m.m. mindst én gang om ugen er steget ca. 10% på bare 4 år.
Det er med til at modbevise argumentet: “ingen har tvunget mig til at spise” … Denne mad er videnskabeligt designet til at producere så mange belønningshormoner som muligt i vores hjerner, hver gang vi spiser.
Studie: Ultra-forarbejdet mad – vægtøgning
Sidste forår blev resultaterne af et veltilrettelagt studie om dette offentliggjort af Kevin D. Hall i Cell Metabolism (”Ultra-Processed Diets Cause Excess Calorie Intake and Weight Gain…”). Man lod 20 voksne deltagere, vægtstabile med BMI omkring 27, bo på en klinik i to uger. De blev ved lodtrækning sat til at leve af enten ultra-forarbejdet mad eller uforarbejdet mad. De måtte spise så meget eller lidt, som de havde lyst til. Resultatet? De, som levede af ultra-forarbejdet mad, spiste i gennemsnit 508 kalorier mere pr. dag end de andre – mere fedt og kulhydrater, men ikke mere protein. Efter studiet havde de, som spiste ultraforarbejdet mad, i gennemsnit taget 0,9 kg på, mens de, der spiste uforarbejdet mad, i gennemsnit havde tabt sig 0,9 kg!
Studiet har af gode grunde allerede fået stor opmærksomhed. Og læg mærke til, at det var vægtstabile studiepersoner, der ikke var overvægtige, og alligevel bliver det så tydeligt i løbet af kun to uger!
Som det ses, så hænger alt sammen. Overvægt/fedme er ikke den enkeltes skyld, vores madudvalg er i dag som et intelligent lavet minefelt med “bliss points” overalt. Og foreløbig gør staten i princippet ikke noget ved det – vi fortæller mere om det offentlige ansvar i næste blogindlæg.
Big business
Nu til bestyrelsesmødet fra indledningen: hvad er det for nogle virksomheder?
Jo, det er Nestlé (bl.a. Mövenpick og Dreyer’s, PowerBar, NesQuick, KitKat, Smarties), Pepsico (bl.a. Tropicana, Mtn Dew, Gatorade, 7Up, Pepsi, Pizza Hut, KFC, Taco Bell), Unilever (bl.a. GB Glacekoncernen, Ben&Jerry, Knorr, Becel), Coca Cola (Fanta, Sprite, Monster, VitaminWater m.m.). Det gælder også koncernerne Mars, Kellogg’s, Kraft, McDonald’s, Restaurant Brands Int (med bl.a. Burger King og Tim Horton’s), Orkla Foods (OLW m.m.) og et par mere. Så har vi de fleste af alle forarbejdede fødevarer, som fås i supermarkedet.
Det er big business – intet overlades til tilfældighederne. Heller ikke vores smagsløg og belønningssystem.
Der er en stor kynisme i disse virksomheders sortiment. De samme virksomheder, som har haft stor viden om “bliss points” siden 70’erne, og beviseligt bidrager aktivt til vores nuværende fedmeepidemi, er – tro det eller ej – også engageret i slankekursindustrien. En hurtig søgning på google viser en markedsanalyse ”global Weight Loss and Obesity Management market”, hvor der på en liste findes Coca Cola Co., Nestle, Pepsico, Unilever, Kellogg’s…
De samme virksomheder, som skaber vores ultra-forarbejdede, bliss point-optimerede fødevarer, sørger så efterfølgende for at tilbyde os slankekure. De tjener så at sige penge på os endnu en gang.
Man kan næsten regne ud, hvor ”fedt” det er for disse virksomheder, når vi forbrugere påvirkes helbredsmæssigt og bagefter giver os selv eller hinanden skylden.. !
Det næste afsnit handler om samfundet, staten og politikken. Hvad burde de gøre for at hjælpe os ud af det her? Hvad har andre lande gjort og haft held med? Hold dig opdateret.